Læs og bedøm
Nedenfor listes de seneste beskrivelser. TriathlonHeroes ønsker at formidle de bedste beskrivelser til fremtidige triatleter og det er dig afgør kvaliteten. Vi beder dig derfor om, at bedømme beskrivelserne. De bedste beskrivelser vil løbende blive oversat til andre sprog så triatleter fra andre lande også kan få glæde af danskernes erfaringer.
Løbet er absolut en oplevelse og en mulighed for de som skal prøve kræfter med ironman distancen, ruten er temmelig flad og derfor en god begynder rute.
Dertil er der så mange tilskuer som virkelig hepper og føre en frem specielt på løbet!! Så fedt fedt fedt..
Placeringen i Charlottenlund tæt på Øresund var fantastisk.. cykelruten omkring dyrehaven og strandvejen var fantastisk... det kan ikke siges meget anderledes :-)
Frankfurt er en super flot by , det kan helt klart anbefales at deltage i dette løb.
Svømme turen forgår i Langerne Waldsee , det er en gl grus grav som der er lavet om til en mega stor sø som bliver brugt af mange bade gæster , der er rigtig fint strandsand.
Jeg blev meget overrasket over hvor hårdt svømme turen var , da jeg aldrig har prøvet at starte med så mange mennesker på engang , det var virkeligt stressende at tænke på at man var omringet af en masse mennesker i tilfælde af at man lige ville stoppe op for at få luft eller lignene. Så ville man jo blive svømmet henover og blive presset under vandet så man blev nød til at kæmpe med at holde sig igang selvom pulsen lagde på 155.
Cykel turen var på en rute som var 99% spærret for trafik og med mange stejle stigninger i gl byer hvor stod og råbte og skrig efter en , super fed oplevelse.
Løbe turen var på 4 loop hvor man løb langs floden frankfurt am main rigtigt flot område og med masser af mennesker.
Steigenberger Hotel Frankfurt City vil jeg helt klart anbefale det ligger 600m fra løb start og mål.
jeg gav 297 Euro for 3 overnatninger for 2 personer.
Jeg kan kun sige at det er den største sportslige begivenhed jeg ahr oplevet. En fantastisk stemning på alle tre dicipliner - ikke mindst på løbet.
Jeg har derfor besluttet mig for at stille op igen i 2011 med håbet om, at jeg til sin tid vil være i bedre form, samt at jeg kan drage nytte af mine erfaringer fra 2010, for derved at kunne forbedre min tid og måske endda få en endnu større oplevelse end sidste år...
Svømningen var ret udramatisk, hvilket selvfølgelig var til stor lettelse. Jeg var dog klar til at tage kampen, og startede i en spurt. Nåede omkring første bøje blandt de forreste 10, men derfra var det hårdt arbejde, og jeg kæmpede noget for at holde fart.
Det var våde veje fra start på cyklingen, hvilket dog ikke var så dramatisk endda. Til stor glæde undgik jeg punkteringer, og kunne komme igennem de 180km uden større kraftanstrengelser. Havde taget en del lange ture under træning, så var rimelig godt forberedt til cyklingen, og det var måske derfor, at jeg havde min bedste dag nogensinde på cyklen.
Løbet er der ikke så meget at sige om, for jeg løb det meste af vejen med lukkede øjne.. Havde hørt at man har uendelig svært ved at komme ordentiig i gang igen, når man først har været nede og gå, og derfor holdt jeg mig igang alle 3,5 timer. Løbet var på forhånd den mest ukendte faktor for mig, især pga en historik med overbelastningsskader, men havde dog et overskud og desuden var farten ikke så slem ved bentøjet.
Kunne tilsidst løbe over målstregen i en kæmpe rus af glæde, omend jeg krampede helt sammen få hundrede meter fra målstregen og havde nær måtte gå i mål.
15.8.2010 Vækkeuret ringer kl. 4.15 – det er holdt op med at regne. Spiser toast brød med nutella og drikker sportsdrik til. Hopper i fusionsdragten og gør mig hurtigt klar. Jeg er ikke nervøs, glæder mig bare rigtig meget - i dag bliver jeg en Ironman :-)
Vi kører ud til Amager i god tid da vi ikke ved om der er trafik kaos – ingen problemer ! Vi går det sidste stykke, som så mange andre – jeg er spændt på at se om vores tøj poser og cykler er ok efter det sindssyge regnvejr aftenen og natten før. Vi er der kl. 5.15 bliver hurtigt tjekket ind og drøner over til cyklerne, de er ok ! tøjet er drivvådt. Efter at have vredet sokkerne tager jeg dem på, så de kan tørre bare lidt før de skal vente i posen til efter svøm.
Jeg får talt med en masse mennesker, får også hilst på Rolf Sørensen og Sten Tinning. Skal lige ha lidt luft i dækkene og drukket lidt, skyller en red bull agtig drik i mig. Tager våddragten på, husker at smøre mig. Kan ikke finde ”mine” piger, så finder Antonio for at sige farvel, før jeg går ned mod vandet. Jeg kender rigtig mange både indenfor og udenfor hegnet – det giver mig en stor tryghed og dejlig stemning.
Min starttid er 7:05 – lige efter eliten. Jeg står i vandkanten – vi må ikke varme op i vandet så jeg svinger bare armene lidt rundt. Får dyppet brillerne og på med dem og den pink badehætte udenpå brillerne så de ikke kan slås af. Jeg sluger en gel og giver Merete papiret (hun er tilskuer) Jeg er ikke nervøs men stolt over at stå der som deltager – Starten går, jeg løber ud i vandet – der er lidt kamp om pladserne, der er nogen der svømmer på kryds og tværs. Jeg er helt rolig – tænker ”jeg når det nok” For første gang til en konkurrence har jeg ikke super høj puls – jeg svømmer og det går fint – ligger midt i feltet til højre. Vandet er grumset og man kan ikke se bunden – jeg tænker det er nok pga uvejret og at det bare er sand. (jeg ved ikke at det er kloakvand vi svømmer i) lynhurtigt er jeg ved den fjerneste bro og på vej tilbage – jeg bliver overhalet af de hurtigste mænd i næste heat – det svømmer mig nærmest ned – som om de ejer lagunen! Ved sidste bro er der trængsel – og man skal desværre langt ned i kanalen før vending. Jeg ser til siden under broen to jeg kender (Joe og Lars som også ser mig… hvor sjovt – jeg vinker til dem) Jeg er ikke træt i armene – jeg bare svømmer og svømmer. Nu er jeg på vej mod målet, kan desværre ikke tisse – skal ikke tisse !! Man bliver hjulpet op af vandet – hvor fedt !
Jeg små løber over mod skifteteltet. Lena er der i kvindeafd. J Jeg får dragten af og ned i posen, på med de våde sokker og ærmer og sko – briller, vest – spiser en banan – og så er der brugt 8 min (hvilket jeg ikke forstår) af sted på cyklen i småregn. Der står mange og hepper og jeg bliver taknemmelig og stolt på en gang. (tænk at de er stået så tidligt op på en søndag, for at heppe på os )
Kører mod KBH – kan ikke se så godt da det regner og brillerne dugger. Mit bag-lår gør lidt ondt – jeg er bekymret og cykler lidt langsomt (tænker med rædsel på mit første maraton løb senere på dagen) På ingen tid er jeg i Hellerup, og Charlottenlund… Jeg ser Annelisa som er stoppet på cyklen, jeg råber om hun er ok (det er hun) så jeg overhaler bare… ved Vedbæk er det Annemette jeg overhaler, senere – Ditte – Marie og Irina (hun overhaler mig igen meget senere) jeg kommer ud på Kongevejen, og føler mig som en pro, da alle tilskuerne råber begejstret – jeg pisker opad bakkerne, folk klapper og råber ”girl power” – jeg overhaler en hel del (jeg er god på bakker efter Mallorca turen)
er er ikke nogen Birgit i sigte med min
sandwich, og Jens Toft råber til mig, go go go, så jeg kører uden at få noget som helst ! Jeg kører videre til Lyngby gennem brosten – der er også mange folk står og hepper. Jeg pisker hurtigt over stenene som Nina har sagt jeg sku. Videre mod Hellerup op depot. Jeg skal bare sådan tisse, har sku tisse i 70 km - så stopper ved depotet, men bliver overrasket …. der er KØ….(virker som en dårlig drøm, eller er jeg med i skjult kamera?) Efter nogen tids ventet, truer jeg med at ville på fortovet og tisser :-) – så bliver det endelig min tur..(åh.. befrielse og cyklen bliver lettet for tung last) ...snupper et par bananer i stedet for sandwich og af sted igen opad Strand-vejen. Nu er det ikke så sjovt mere. Mange tilskuere er væk, ikke mange andre cyklister…. jeg ser på uret og tænker – det er det her Rasmus Henning sagde han glædede sig til, ”når kriserne kommer, skal man bare igennem dem - for at erkende at man er gjort af et særligt stof” Krisen varer omkring 1 time, jeg kommer ned gennem Kettinge, med lav fart – ud på kongevejen, har lidt krampe i læggene – stopper og strækker lidt ud (tænker jeg har masser af tid, havde bare såden et antistress gen den dag) op igen og videre, nu går det ok – opad Gels bakke hvor der er sort af mennesker - den er ikke slem, man har jo massere af fart på lige før den starter.
– Jeg drøner afsted igen –har kun smerter i nakken, var lige ved at få krampe i låret da jeg rejste mig op på cyklen, så tænker det skal jeg ikke mere i dag og heligvis er jeg gennem bakkerne - videre gennem Lyngby med brosten, til Hellerup og denne gang (jubii) til højre og ind mod KBH. ”Følges” med en fyr der ikke ved hvor langt vi har igen ! - Forbi Østerport, og vupti vi er ved T2 – en dame hjælper mig med cyklen (før tidsmåtten:o) jeg ville jo gerne lige ha været registret før jeg skal tage ur af cyklen og aflevere den. Får til gengæld min pose helt automatisk – skifter hurtigt (4 min) på med Ipod – i teltet er en herlig stemning – og fedt med bænke man kan sidde på og skifte sko. Jeg møder Anders fra FDK og vi pjatter lidt. Føler det hele er lidt urealistisk – er det mig der er her, på vej til at løbe mit første maraton ever ??
Ud på løbet – UAK !!!! skræk og rædsel, min ben duer ikke, mine forlår er ved at krampe (baglåret har det sjovt nok fint) Jeg er jo en erfaren triathlet :-) - som ved at det altid er noget møg lige i starten, så jeg tvinger mig til at løbe og ser på uret at det er alt for hurtigt – min puls pisker op, det er blevet sol, fugtigt og rigtig varmt. Man kommer til Chr. borg ret hurtigt og får første armbånd, det virker lidt underligt, da man kun har løbet ganske kort – jeg tænker at jeg ikke allerede fortjente et armbånd!
Ved 
Da jeg kommer til Gefionspringvandet er der mange mennesker og de laver bølge og råber mit navn ! I min forvirring forstår jeg ikke hvordan de kender mit navn – men det står jo på startnr og bagpå min dragt - mine lår er bare noget møg, føler de hvert sekund kan finde på at gå i fuld-flors-krampe – jeg går opad alle stigninger (den helt flad løberute er ikke helt flad, det går ret meget op ved Gefionspringvandet og ned bagefter og igen senere på langelinie op... ) jeg tvinger mig til at løbe nedad og få gratis fart – går lidt ind i mellem, men mest ved depoterne. Det er så varmt at jeg hælder vand over mig – colaen er så varm som te, dejligt med appelsin-skiver som er skåret perfekt (alle de frivillige hjælpere gør det bare så godt og de har overskud til at heppe og være søde) - mine salttabletter er opløst og væk ! jeg har to mini red bulls (købt på Mallorca med dette formål) jeg drikker dem med 1 times interval - de giver lidt energi (mega koffein boost) Jeg kommer til Gefionspringvandet igen – hvor jeg ser flere venner og bekendte, og der er nogen der råber …. ”Nu kommer Emma igen – og de laver bølge” (jeg griner og har det herligt som heltinden der snart er Ironman) og får snart armbånd nr. 2. Der er sindsygt mange mennesker på midten af ruten – mange jeg kender og mange jeg ikke kender der råber alt muligt positivt ! Brøndby Tri står lige på hjørnet (Charlotte, Louise, Lorny, Gerti mflr) de er søde hver gang jeg løber forbi . Jeg kigger efter Annelisa fra TRI4 og flere af de andre som jeg underligt nok slet ikke får at se, men de klarede den ! Jeg kigger også efter Christel igen – som dukker op nogle gange og tager billeder (endelig kan jeg se, at hun faktisk er stolt over sin gamle mor) Jeg fokusere på depoterne, siger til mig selv – "kun gå ved depoter og opad", men føler at jeg går og går – brostenene kan jeg heller ikke løbe på, da lårene ikke kan li dumme bevægelser. Jeg lunter af sted og lever og overlever da så mange råber på mig – Jens Toft råber til mig ”man skal ha kramper” Frank siger "løb korte skridt" Mette siger "ikke gå" ! - små børn vil ha at man giver den et klask på hånden – Jeg nyder det og smiler tilbage og det giver mig overskud indvendigt (som Lena sagde) Føler mig træt, men ikke udmattet, føler mig ikke 48 år gammel, har aldrig været i bedre form. Får øje på Hanne ved sidste omgang – hun cykler over mod målet, men misser mig desværre (og jeg får ikke min chokolade præmie)
Før jeg ser mig om er jeg ved målet. Jeg er så glad og så lettet over, at det ikke var nær så slemt som forventet. Jeg er igennem uden skader, Antonio står i målet og råber super.... du klarede det lige under 12 timer – det vidste jeg slet ikke. Får min medalje om halsen og får min Finisher bluse !! (er ved at sprække af glæde)
Efter målet er der et flot arrangement med telt, borde, stole, mad og drikke (alt hvad man ku drømme om) Vi spiser lidt og snakker med andre glade Ironmen. Alle krammer hinanden selvom vi er våde af sved og stinker ! Det er bare så stort … vi smutter efter 15 min, skal ud til Christel som står lige ved udgangen med en kæmpe buket roser – hvor er det bare sødt af hende, jeg så ikke andre få blomster :-) Hun kører mig hjem så jeg kan hvile benene – skønt.
Når jeg tænker tilbage på dagen, var svømningen intet – cyklingen blandet fedt/hårdt, men jeg holdte farten nede og pulsen under 150.(gnsmnit 148) – løbet var på en måde hårdt, da min lår ikke syns om det og på en anden måde virkelig fedt (pga de mange mennesker) – husker det som om jeg gik det meste af tiden, men det kan jeg jo ikke ha gjort med 4:35 … det føltes som 2 timer - Hele dagen 11:59 var hurtigt overstået og følelse slet ikke så lang – jeg havde en super dag og gør det altså igen.
I min første konkurrence, havde jeg fokus på at få et godt flow og disponere mine kræfter rigtigt. Tog det stille og roligt den 1 km på svømningen, da jeg andre gange har fået lidt mælkesyre i starterne. På cyklen lod jeg pulsen falde de første 20 km før jeg begyndt at træde igennem. På løbet lagde jeg konservativt ud og holdt et relativt stabilt niveau hele vejen.
Af andre råd: Kør dit eget race, lad dig motivere af noget positivt - fx at du har trænet hårdt og du skal nyde konkurrencen og endelig - giv lidt tilbage til de frivillige og alle tilskuerne, fx i form af high fives og thumbs up - det giver også energi til dig selv.
Kalmar langdistance Triathlon, Svenske Mesterskaber 2006
56°39'57.39"N, 16°22'20.45"Ø - 06:59:00 JEG ER KLAR! OpenWater masken sidder som den skal, Svømmehætten sidder OK, ørepropper OK, våddragten sidder som den skal, vaceline i nakken OK, vandet smager som det skal - JEG ER KLAR!
Kulminationen på et og et halvt års træning og mental forberedelse til min første langdistance Triathlon er så tæt ved nu at jeg har en følelse af ikke at kunne være i min egen krop af spænding.
Jeg er i Kalmar og har lige checket ind på Kalmar Stadshotel som er det officielle hotel for eventet. Det er også her man registrerer sig, får nummer osv. Cyklen er på værelset og efterset for gud ved hvilken gang. Alt er som det skal være.
Min coach, massør og de venner som heldigvis er taget med, er checket ind på samme hotel som min familie og jeg - vi skal ud at spise middag nu efter Pre-Race briefing på rådhuset i Kalmar - klar enkle budskaber fra det svenske triforbund - ikke til at misforstå, det er alvor ganske snart.
06:59:15 - kan ikke høre noget - kun mærke gåsehuden indenunder min S1 begynderdragt som snart ikke længere kun er varm af spænding men også sved og urin - JEG ER KLAR!
Middag - tror vi er 15 mennesker i min gruppe, fantastisk med alle disse dejlige mennesker omkring mig, vi gør det her sammen, måske det er mit projekt, men det er sammen med alle de mennesker som jeg sidder og griner og hygger mig med lige nu - vi gør det sammen - ikke kun mig......
Massage på værelset - Niels er fantastisk, Birgitte taler til mig mens jeg døser, hun forsikre mig om at det er det her jeg vil det er det her jeg har trænet op til - 1:30:00 svømning hvis det går godt, 6:00:00 cykling hvis jeg holder mig til planen, 4:30:00 løb hvis jeg gør som vi har aftalt, skift bliver som de bliver bare det følels godt! - JEG ER KLAR!
06:59:30 - kan se Amalie og min mor - de vinker, jeg tror jeg smiler men er ikke sikker, kan se Birgitte - godt hun er her! - JEG ER KLAR!
Sover fantastisk fra kl 2000 til kl 0400 - vågner af mig selv, klar til morgenmad i mad salen på Kalmar Stadshotel som holder åben tidligt for os deltagere. Havregrød og kaffe - ikke andet en det som jeg plejer. Op på værelset barbering af kroppen så plaster kan sidde fast, tøjet på, blanding af dunke til svømning, cykel og T1 + T2. Birgitte kommer og hjælper med at lave dunke - vi taler ikke så meget, faktisk slet ikke - JEG ER KLAR!
Går mod svømmestart - jeg har min cykel og en drikkedunk med energi som jeg forsøger at få ned - synes ikke at jeg har lyst til mere energi lige nu, men ved at jeg får brug for det - prøver. Cykel check ind - alt ok, finder min plads, placerer hjelm, handsker, osv på stolen ved min cykel. Ligger håndklædet ud på græsset og placerer mine ting på den måde som jeg har indøvet - JEG ER KLAR!
06:59:45 - kan hører igen, triathleterne omkring mig klapper, mine briller dugger nu, kan mærke at jeg er så rørt over det hele at årsagen til dug i mine briller er tårer - hvad fanden sker der? - ER JEG KLAR!?
Alt ligger som det skal - klar til T1 og T2 - går ned til svømmestart for at blive mærket på kroppen, de kan ikke lide at man har solcreme på, synd for det har jeg altså - det går - de er søde nok, de ved måske hvordan vi har det! Begynder på montering af våddragt, synes at den strammer mere end normalt - måske jeg har drukket lige meget nok - det går.
Birgitte har fundet mig vi taler kort, hun smiler, du er klar Jacob - du er klar! hold dig til planen og husk vores tegn - Niels er ude på cykelruten hvor vi har aftalt - jeg er i mål området, vi holder kontakt over mobilerne - husk vores tegn!
07:00:00 - skudet! START! - gud er det nu, jeg kan mærke at jeg smiler, vandet rammer mine fødder, ørene er overdøvede af lyden af svømmere som løber i vandet og tager de første tag - lige som jeg gør - JEG ER KLAR!
Festen startede 7 dage før smerten
Vi var 13 godt sammensvejsede og håbefulde triatleter afsted og allerede 7 dage før svømmestarten mødtes vi i Nice. Vi havde på forhånd fordelt os på to centrale hoteller og fikset lejebiler, som vi benyttede til at besigtige cykelruten. En cykelrute på 1900 højdemeter i 20-34 graders varme kræver sine forberedelser, og det var derfor fedt, at have et helt ocean af tid til, at teste cykelrutens mest udfordrerende partier. I dagene op til konkurrencen fik vi også oplevet Nices fantastiske bagland, der er krydret med fantastiske landsbyer, der også kan præsentere de herligste tallerkener med madoplevelser. I det hele taget blev dagene forud for konkurrencen brugt til afslapning, loading af kulhydrater og lidt kød.
Restauranter og 700 gram oksekød
Jeg er ikke ubetinget fan af restauranterne i Nice. Der er mange af dem og man kan hurtigt gå fejl af de gode oplevelser. Det centrale Nice er en turistfælde og den klapper hurtigt. Mine bedste madoplevelser var, set under et, i Nices bagland. Dog lige bortset fra vores første aften hvor vi havde samlet os på en lidt træt restaurant i den gamle del af byen. Jeg husker desværre ikke restaurantens navn, men det er den restaurant hvor jeg bestilte en fortryllende 340 gram steak til forret og en magisk 360 gram steak til hovedret. Desserten var også også eventyrlig og i kæmpe mængder - Generelt er restaurantpriserne billige i Nice, men maden er ikke fra det store franske lækre køkken!
Vi boede på Hotel, Citea Nice Magnan
Genialt var det derfor, at vi havde indlogeret os på Hotel, Citea Nice Magnan, der kun ligger 300 meter fra havet og 800 meter fra startområdet. Ikke at hotellet har mange stjerner og er dyrt. Tværtimod. Men fordi hotellet har Studio-lejligheder med eget køkken. Kokkerering af pasta og havregrød var derfor muligt og man var derfor ikke slave af hele tiden, at skulle finde de rigtige madkilder blandt alle fælderne i Nice. Jeg kan derfor klart anbefale hotellet - 600 kr /døgn, centralt, roligt, rent og med eget køkken!
Selve konkurrencen og distancerne
Super gennemført konkurrence med professionelle officials der vidste hvordan de skulle håndtere både atleter, trafik og publikum. Hele centrum og marathon-distancen var en stor fest med DJ´s, drikkestationer og kun to toaletter i 34 grader i skyggen. Cykelruten er ekstrem med sine 1900 højdemeter og nedkørsler i hårnålesving. Der er ikke mange kræfter i benene når du lægger ud på løbet. Ikke desto mindre var svømmestarten dramatisk. Fællesstart med 2700 meget ivrige badegæster gør, at oplevelsen i vandet kan minde lidt om en kødfyldt tsunami, der vælter over vandet og oversvømmer det. Jeg fik både ben, kroppe og arme over mig og kun af og til mærkede jeg vandet. Alt i alt vil jeg betegne Ironman Nice som en herlig, men hård prøvelse. Ufordringerne vil jeg sige ligger i cykelruten, varmen under marathonet og i alle disse medmennesker i vandet.
En positiv første oplevelse med lang distance! Fik blod på tanden og mod til at prøve kræften med en hel af slagsen!
Selvom jeg har lavet PR. hver gang jeg har kørt IRONMAN er der intet der slår første gang.....;-)
Et løb der skal prøves!!!
MIN FØRSTE IRONMAN
Klokken er 04.50 og uret ringer. Det er tid til at loade de sidste kulhydrater i hotellets morgenbuffet. En spisesal fyldt med triathleter der sidder og skovler kæmpe portioner morgenmad i gabet. Jeg gør det samme. Stor portion müsli, 3 skiver hvidt brød, et stort glas mælk og en vitaminpille. Tilbage på værelset gør jeg mig klar, på med tri-dragten fra Fusion, den sidder perfekt. Sommerfuglene begynder så småt at melde deres ankomst i maven. Har jeg trænet nok, har jeg trænet rigtigt, hvad hvis noget går galt, tankerne flyver gennem hovedet. Der er 1.30 til start. Jeg tager tasken og min Argon 18 og går mod skiftezonen.
Jeg følges med Coach, han er overbevist om det kommer til at gå godt. Hans gode humør smitter af på mig, jeg kan ikke vente med at komme i gang. Nede ved tjeck-in summer det hele. Man kan tydeligt mærke energien og koncentrationen fra alle de andre athleter. Jeg finder min plads i skiftezonen og gør mine ting klar. På med våddragten og ned til startområdet. Jeg går ned og mærker vandet, hilser på nogle af de andre. Det er tydeligt at jeg ikke er den eneste der er nervøs for det der skal til at ske.
Fuld af selvtillid går jeg imod alle de råd jeg har fået, om ikke at starte i front af svømmefeltet. Jeg starter i 3. række fra startstregen, der står man meget tæt! Starten går, et inferno af arme og ben eksplodere i hovedet på mig, mirakuløst bliver jeg ikke slået eller sparket. Overalt er der arme og ben og jeg føler mig fanget i en blender fyldt med arme og ben tilsat en smule saltvand. Jeg finder hurtigt min rytme og et par hurtige ben at ligge bag. Første runde af svømningen forløber perfekt, jeg får kun slået briller lidt skæve lige inden vi skal op på stranden, så de sidste 100m svømmer jeg med vand i brillerne. Anden runde er om muligt mere kaotisk. Jeg ligger i en gruppe hvor alle svømmer lige hurtigt og der bliver ikke givet ved dørene. Brillerne bliver slået helt af og jeg må stoppe for at sætte dem på igen.
Jeg kommer op af vandet efter 1.11.48.
Ned i skiftezonen. Alt forløber perfekt og jeg skifter på 2min. Jeg kommer på cyklen og jeg finder lynhurtigt min rytme. Jeg overhæler hele tiden og jeg ligger nærmest ude på midten af vejen for ikke at drafte hele tiden. Ved vendepunktet er jeg nr. 57.
Så kommer regnen. Det jeg frygtede allermest. Jeg har ikke taget mine løse ærmer på, så jeg frygter at det nu bliver en kold tur, der er stadig
Jeg kommer ind til skiftezonen efter en cykeltur på 4.48.51.
Igen et perfekt skifte på 2min.
Ude på løbet finder jeg lynhurtigt ud af hvorfor en ironman er så hård. Indtil nu har jeg haft masser af overskud, men efter bare 4km befinder jeg mig i et hav fyldt af smerte, alt i kroppen begynder at gøre ondt. Jeg løber første runde med den førende kvinde men hende må jeg slippe…satans!
Mit tempo falder markant på anden runde af løbet, benene kan bare ikke bevæge sig hurtigere, og jeg begynder at frygte for resten af turen. Igennem hele løbet har jeg besluttet mig for at gå igennem alle væskedepoter. Det fungerer faktisk meget godt, men på den sidste runde af løbet bliver jeg nød til at gå lidt ud af væskedepoterne, simpelthen for at nå at få min væske og energi, jeg fuldstændig brændt ud og kører seriøst på pumperne.
På de sidste 7km er der ikke mere i benene tempoet kan ikke blive højere, men jeg kan se på mit ur at jeg kommer under 10 timer næsten uanset hvor langsomt jeg løber. Det giver lige det sidste overskud og jeg beslutter mig for at løbe igennem de sidste 2 væskedepoter. 2km før mål kommer krampen i hele højre ben og den vil ikke forsvinde. Jeg bliver nød til at stoppe og strække ud. Jeg sætter i løb igen og klare mig i mål. Løbet bliver klaret i 3.46.34 lidt langsommere end forventet. Men da jeg er en notorisk dårlig løber er jeg egentlig meget godt tilfreds.
Jeg kommer i mål i tiden 9.51.11 meget træt og meget glad!
Min første ironman er gennemført! Jeg nåede mit mål som var under 10timer hvilket er super tilfredsstillende. Efter 1 år med seriøs træning er det bare den fedeste følelse at krydse stregen.
Hvad så nu? Jeg skal helt sikkert prøve igen. Et af de store løb i Europa eller USA. Der er dog nogle ting der skal forbedres kraftigt. Svømningen skal ned på omkring 1 time og løbet SKAL bare være bedre - Næste gang er målet under 9.30.
Har du ikke allerede lavet Nice, eller har meldt dig til, så gør det nu!
Ruten er ikke pærelet - svømningen foregår i Flensborg fjord, som kan være kold og have bølgegang hvis vejret viser sig fra den dårlige side. Omvendt kan det være spejlblankt hvis der er vindstille.
Cykelruten er lettere kuperet og ikke flad - 6 omgange af 30 km. Meget stor opbakning fra tilskurere på ruten.
Løbet foregår dels langs stranden og dels igennem bymiljø. Løberuten er kuperet og kan trække tænder ud på sidste del af marathonløbet - tilgengæld er tilskuer opbakningen helt i særklasse.
Stævnet foregår i den relativt lille by Panama City Beach, der intet har med Panama City.
Min var selv sagt utilfredsstillende rent tidsmæssigt. Jeg havde svømmet rigtigt fornuftigt op til stævnet og 1:20 var ikke urealistisk. Jeg gik ned på gearet i det mine svømmebriller fra Zoggs ikke holdt vand og da jeg forsøgte at stramme dem, så sprang de. 3K uden briller i lavthængende sol og pæne bølger var ikke optimalt og jeg betalte prisen for at ligge og rode rundt som en blind torsk. Jeg er dog ret tilfreds med, at jeg ikke blev overdrevet negativ, selv da jeg tabte brillerne. Jeg havde også virkeligt positive tanker i “klumpen” i starten, selvom der blev uddelt spark og slag og hvad der nu ellers hører til i en triathlon masse-start. Jeg grinte faktisk og tænkte, at det her var sgu da Ironman og gav den egentligt bare mere gas.
Cyklingen kunne jeg gennemføre med 161 watt og 129 sl/min i puls (ca. 63%) hvilket var ret fornuftigt disponeret, så vidt jeg har regnet mig frem til. Jeg ved, at jeg kunne køre væsentligt hurtigere, men hvad konsekvensen ville have være på løbet, ved jeg ikke. Jeg holdt virkeligt stor fokus på, at holde cyklingen jævn og det er nok den del af racet, som jeg er mest tilfreds med – ikke tiden, men det at jeg havde lagt en plan og var i stand til at holde fokus i de næsten 6 timer, som jeg var i gang på cyklen.
Løbet blev gennemført med en snitpuls på 136 eller 67% af hjertereserven. Min fornemmelse er klart, at jeg skulle kunne pushe noget mere på løbets sidste halvdel, men det lykkedes ikke. Jeg løb en smule for stærkt i starten, hvor jeg løb 1:51 (til sluttid 3:42) på den første halve, mens jeg holdt 2:04 på den anden – lidt urutineret, men jeg var simpelthen for dårligt inde i pacing-tabellerne mellem 3:40 og fire timer rent på marathonen.
Alt i alt er jeg ret godt tilfreds. I en verden, hvor alt havde klikket 100% havde jeg svømmet 1:20, cyklet 5:40 og løbet 3:45, hvilket havde givet en tid under 11 timer. Jeg har dog læst ironmanberetninger nok til at vide, at det “perfekte race” som regel er en utopisk idé, når man skal være i gang i 9-15 timer med masser af faktorer uden for din egen kontrol.
Da jeg startede på Ironman-træningen i oktober/november sidste år, var jeg ret sikker på, at det var en one time event – nu er jeg ret sikker på, at det ikke bliver sidste gang. Det bliver ikke i 2010, men jeg ville gerne prøve kræfter med distancen igen.
Stor oplevelse og tilfredsstillelse da jeg havde haft en lang skadesperiode uden at kunne træne ordentlig at jeg så kunne komme tilbage på stabilt træningsniveau.
28°55'10.79"N, 13°39'49.75"V - IRONMAN Lanzarote 2007
IM Seriens hårdeste Race, men stadig bare hårdt - ikke svært!
06:59:00 - Kæft der er mange mennesker, står absolut længst tilbage i feltet, intimiderende med så mange athleter klar til start. Har ikke svømmet meget i vandet - fandme for salt synes jeg, dårlig undskyldning som jeg lige nu ikke rigtig synes om at have brugt! - JEG ER KLAR!
Min Langdistance Triathlon nummer 2! - Kørte Kalmar Langdistance Triathlon i 2006 - 2 dage efter var jeg ikke itvivl om at jeg bare måtte opleve det igen. Og denne gang skulle det være en IRONMAN - og gerne en som ikke var tæt på Danmark.
Lanzarote er fantastisk! vi lander i Arrecife 5 dage før racestart - Birgitte, Niels og Jeg - henter den lejede bil, og kører direkte til vores lejlighed i Puerto Del Carmen. Valgt med vilje for at være i start området - eller tæt på i alle fald. Det betyder nemlig at jeg kan svømme på ruten som går ud fra Carmen, løbe på promenaden fra Carmen mod lufthavnen og cykle fra start til slut - checke T-Zoner osv osv.
Lanzarote IRONMAN bliver af IRONMAN organisationen selv benævnt som verdens hårdeste IRONMAN - altså deres brand´s hårdeste rute. Det hænger sammen med cykel turens uforudsigelige vejr, og her tænker jeg primært på vinden. Man kan ikke være sikker på ret meget omkring vinden andet end een ting - og det er at den er der, fra alle sider og mest forfra! De godt 2600 højdemeter udgører i sagens natur en udfordring i sig selv, men vinden er absolut det mest udfordrende ved turen.
06:59:15 - Jeg ved at jeg ikke har svømmet nok! PIS! Jeg har været i vandet 2 gange, det er så MEGA salt at jeg nærmest føler syrer i svælget når jeg kommer til at sluge noget af vandet - PIS! - Jeg står absolut bagerst! Det er bedst sådan.....
Lejligheden i Carmen er fin - lille køkken, 2 værelser, ikke langt til købmanden, ikke så langt til svømning (som jeg dog ikke bruger nok). Masser af restaurenter som vi nyder i dagene op til start. Niels & Birgitte er med Niels som massør, Birgitte som coach og mental hjælp til fokus - ikke for at kører stærkt, men for at huske hvor meget jeg gerne vil opleve min krop i netop den situation som venter - jeg kan godt, det er mig som bestemmer over min astma, ikke min astma som bestemmer over mig!
06:59:30 - Mine briller dugger, prøver for 3 gang at spytte i dem for at få det væk, men lige meget hjælper det, pokkers! Speakeren giver besked om 30 til start! Jeg er klar, jeg har ikke svømmet nok, men jeg er klar, det skal bare overstås! Jeg er klar!
Svømningen er 2 omgange - med en tur på stranden imellem, det har jeg prøvet før, jer fedt synes jeg. Birgitte og jeg har været tidligt til start for at checke min "Dry Bag" ind, jeg har drukket energi siden jeg stod op, og har stadig en dunk i hånden. Alt fungerer perfekt, jeg indleverede cyklen - min nye Cervelo P2C - ind i går og den har det fint, havde ikke lukket luft ud af dækkene som mange af de andre, mente ikke det var nødvendigt. Har valgt at huske min cykelplacering ved at huske en bestemt palme og et restaurentskilt så jeg let kan finde den når jeg kommer op af vandet. Jeg har på afstand fra svømmerampen kigget og sikret mig at jeg kan se cyklen ud fra mine pejlemærker - Palmen & Skiltet! Det virker! :-)
06:59:45 - Alle klapper, jeg får gåsehud over hele kroppen, jeg skal tisse, ikke så underligt med 1,5liter energidrik i maven - måske det var lidt for meget!? Jeg er klar, klar til at få syrer i munden, det skal bare overstås, vandet ser roligt ud, kun små bølger - jeg er klar!
Cykelruten har vi kørt et antal gange på forskellige udvalgte strækninger for at få et indtryk af turen, det er en super fed rute som tage deltagerne rundt på hele øen fra Carmen over El Golfo, Ild bjergene, via Lazanta Sport, over Tabayesco (højste punkt), til Mirador Del Rio (special needs), til Nazaret, over Teguise tilbage til Carmen. Jeg har været på cyklen fra Carmen til El Golfo og over ild bjergene så det kender jeg i benen, men ikke andet! Vil faktisk gerne vente med resten så jeg kan opleve det rigtigt - gemme magien til dagen hvor jeg skal kører.
06:59:55 - Så er det nu, nedtællingen er igang 5 sek til skud, JUBIIIIIIIIIIIIIIIIIII nu nu nu nu nu kom nu! Jeg er klar!
Løbet på Lanzarote er kanon, masser af mennesker, fed rute langs med vandet. Ikke flad som man kunne forvente, men faktisk ret kuperet på de 4 x 5,2km loops. De lokale restaurenter holder regulær fest - de hepper helt vildt og det fungerer rigtig rigtig godt super motiverende. Løbet foregår på en blanding af astfalt og fliser som skifter over de 5,2km. Vende punktet er en rundkørsel som man ikke kan se før 100meter inden man er der - det er ok, for på de sidste loops ved man det jo.
07:00:00 - START! Jeg er klar, kom nu, gå gå gå - hvorfor sker der ikke noget! Jeg er klar!!!
Start feltet står OP ad stranden altså ikke på langs, men op ad! Det vil sige at står man (som jeg) absolut bagerst så er der MANGE athleter foran som skal i vandet inden man selv kan komme i - så når du skal kører så husk at hvis du vil i vandet som en af de første, så stil dig forrest fra starten, for ellers går der let 1 - 2 min inden du er i!
Jeg havde dog tidlig krise på svømning, da jeg havde fået kørt min saltbalance for højt op, hvilket betød at jeg fik opkast når jeg fik slag i munden. Så jeg måtte svømme bryst hele vejen, men hoved over vand.
Cyklen ingen problemer, men min gamle alu-racer blegnede lidt ved siden af alle de hyper-carbon-fart-djævle, som den stod iblandt, tilgengæld var min alu-racer nem at finde!
Løbet gik fantastisk, og jeg havde ikke en eneste krise undevejs. Tværtimod blev mine ben bedre og bedre, og mine bedste runder var på de sidste 5km, hvor jeg "lukkede op".
Jeg ræg dog helt i hegnet dagen efter, med den vildeste maveonde, som var resultatet af mit møde med overskydende kloakvand, der var skyllet ud i Øresund efter det vilde regnvejr dagen før løbet.
Jeg var nede at vende på 64kg, efter at have vejret 67kg ved løbsstart, og 72 da jeg startede træningen.