– Jeg drøner afsted igen –har kun smerter i nakken, var lige ved at få krampe i låret da jeg rejste mig op på cyklen, så tænker det skal jeg ikke mere i dag og heligvis er jeg gennem bakkerne - videre gennem Lyngby med brosten, til Hellerup og denne gang (jubii) til højre og ind mod KBH. ”Følges” med en fyr der ikke ved hvor langt vi har igen ! - Forbi Østerport, og vupti vi er ved T2 – en dame hjælper mig med cyklen (før tidsmåtten:o) jeg ville jo gerne lige ha været registret før jeg skal tage ur af cyklen og aflevere den. Får til gengæld min pose helt automatisk – skifter hurtigt (4 min) på med Ipod – i teltet er en herlig stemning – og fedt med bænke man kan sidde på og skifte sko. Jeg møder Anders fra FDK og vi pjatter lidt. Føler det hele er lidt urealistisk – er det mig der er her, på vej til at løbe mit første maraton ever ??

Ud på løbet – UAK !!!! skræk og rædsel, min ben duer ikke, mine forlår er ved at krampe (baglåret har det sjovt nok fint) Jeg er jo en erfaren triathlet :-) - som ved at det altid er noget møg lige i starten, så jeg tvinger mig til at løbe og ser på uret at det er alt for hurtigt – min puls pisker op, det er blevet sol, fugtigt og rigtig varmt. Man kommer til Chr. borg ret hurtigt og får første armbånd, det virker lidt underligt, da man kun har løbet ganske kort – jeg tænker at jeg ikke allerede fortjente et armbånd! 

Ved Fisketorvet ser jeg Christel (min datter) som råber og er så sød ! Jeg stopper da jeg kan mærke en begyndende vabel i min sko og hun bliver helt stresset og skynder på mig og fortæller mig at jeg er foran planen. Jeg føler jeg har alverdens tid – jeg opgiver Ipod'en og giver hende den senere.

Da jeg kommer til Gefionspringvandet er der mange mennesker og de laver bølge og råber mit navn ! I min forvirring forstår jeg ikke hvordan de kender mit navn – men det står jo på startnr og bagpå min dragt - mine lår er bare noget møg, føler de hvert sekund kan finde på at gå i fuld-flors-krampe – jeg går opad alle stigninger (den helt flad løberute er ikke helt flad, det går ret meget op ved Gefionspringvandet og ned bagefter og igen senere på langelinie op...  ) jeg tvinger mig til at løbe nedad og få gratis fart – går lidt ind i mellem, men mest ved depoterne. Det er så varmt at jeg hælder vand over mig – colaen er så varm som te, dejligt med appelsin-skiver som er skåret perfekt (alle de frivillige hjælpere gør det bare så godt og de har overskud til at heppe og være søde) - mine salttabletter er opløst og væk ! jeg har to mini red bulls (købt på Mallorca med dette formål) jeg drikker dem med 1 times interval - de giver lidt energi (mega koffein boost) Jeg kommer til Gefionspringvandet igen – hvor jeg ser flere venner og bekendte, og der er nogen der råber …. ”Nu kommer Emma igen – og de laver bølge” (jeg griner og har det herligt som heltinden der snart er Ironman) og får snart armbånd nr. 2. Der er sindsygt mange mennesker på midten af ruten – mange jeg kender og mange jeg ikke kender der råber alt muligt positivt ! Brøndby Tri står lige på hjørnet (Charlotte, Louise, Lorny, Gerti mflr)  de er søde hver gang jeg løber forbi . Jeg kigger efter Annelisa fra TRI4 og flere af de andre som jeg underligt nok slet ikke får at se, men de klarede den !  Jeg kigger også efter Christel igen – som dukker op nogle gange og tager billeder (endelig kan jeg se, at hun faktisk er stolt over sin gamle mor) Jeg fokusere på depoterne, siger til mig selv – "kun gå ved depoter  og opad", men føler at jeg går og går – brostenene kan jeg heller ikke løbe på, da lårene ikke kan li dumme bevægelser. Jeg lunter af sted og lever og overlever da så mange råber på mig  – Jens Toft råber til mig ”man skal ha kramper”  Frank siger "løb korte skridt" Mette siger "ikke gå" !  - små børn vil ha at man giver den et klask på hånden  – Jeg nyder det og smiler tilbage og det giver mig overskud indvendigt (som Lena sagde) Føler mig træt, men ikke udmattet, føler mig ikke 48 år gammel, har aldrig været i bedre form. Får øje på Hanne ved sidste omgang – hun cykler over mod målet, men misser mig desværre (og jeg får ikke min chokolade præmie)

Før jeg ser mig om er jeg ved målet. Jeg er så glad og så lettet over, at det ikke var nær så slemt som forventet. Jeg er igennem uden skader, Antonio står i målet og råber super.... du klarede det lige under 12 timer – det vidste jeg slet ikke. Får min medalje om halsen og får min Finisher bluse !! (er ved at sprække af glæde)

Efter målet er der et flot arrangement med telt, borde, stole, mad og drikke (alt hvad man ku drømme om) Vi spiser lidt og snakker med andre glade Ironmen. Alle krammer hinanden selvom vi er våde af sved og stinker ! Det er bare så stort … vi smutter efter 15 min, skal ud til Christel som står lige ved udgangen med en kæmpe buket roser – hvor er det bare sødt af hende, jeg så ikke andre få blomster :-) Hun kører mig hjem så jeg kan hvile benene – skønt.

Når jeg tænker tilbage på dagen, var svømningen intet – cyklingen blandet fedt/hårdt, men jeg holdte farten nede og pulsen under 150.(gnsmnit 148) – løbet var på en måde hårdt, da min lår ikke syns om det og på en anden måde virkelig fedt (pga de mange mennesker)  – husker det som om jeg gik det meste af tiden, men det kan jeg jo ikke ha gjort med 4:35 … det føltes som 2 timer - Hele dagen 11:59 var hurtigt overstået og følelse slet ikke så lang – jeg havde en super dag og gør det altså igen.