Jacob Elkjær - Ironman

Alle kan gennemføre en Ironman! Det kræver blot planlægning af en tidseffektiv og relevant træning, som kan kombineres med en travl hverdag. TriathlonHeroes’ Jacob Elkjær giver dig en opskrift til at gennemføre ”Din første Ironman”.

Når man løber over målstregen til en Ironman, sker der en eksplosion af følelser indeni. Størst er en kæmpe lykkefølelse af at have færdiggjort det projekt, som man har arbejdet så hårdt på. Men det er også meget stærkt pludselig at se sig selv tilhøre den elitegruppe, der kan kalde sig Ironman. Man er simpelthen så enorm stolt af sig selv og bedriften. 

Ironman forandrer dig

Man bliver derfor også et andet menneske af at lave en Ironman. Personligt har jeg gennem de sidste fire år gennemført otte Ironman, og det har uden tvivl forandret mit liv og været starten på en fantastisk rejse, som bl.a. er resulteret i:
 

  • Et bedre helbred
  • Et styrket selvværd
  • En stærk, smuk og sund krop
  • En prioriteret og fokuseret karriere
  • Stærke venskaber og tættere familiebånd

Alle kan lave en Ironman

Hvis du derfor overvejer at lave en Ironman, kan jeg kun opfordre dig til at starte på den utrolige udviklingsrejse, som en Ironman er. Nu tænker du måske, at det er alt for uoverskueligt og besværligt. Men det er faktisk ret simpelt: Alle der tænker sig om, kan lave en Ironman! Så med mindre, du har en alvorlig fysisk skavank, er der ingen hindringer: Hverken en travl hverdag, alder, overvægt eller dårlig fysisk form. Jeg har set folk, der hverken kunne svømme, løbe eller cykle gennemføre en Ironman blot et år senere.

Du skal finde din personlige motivation

Første skridt på vejen mod din første Ironman er at finde ud af, hvorfor du gør det. Den egentlige udfordring ligger nemlig ikke i træningen men i at finde den helt rigtige motivation. Det er nemlig motivationen, der skal holde dig oppe, når du ikke orker træningen. Min motivation er astma, som jeg har lidt af, siden jeg var barn. Med træningen kan jeg holde sygdommen i skak, og når jeg bliver svag i troen, husker jeg på astmaen, og så er jeg motiveret igen.

Træningen skal være sjov, social og familievenlig

Dernæst bør du nøje overveje, om du vil lave plads til træningen i dit liv, samt overveje hvordan du får træningen passet ind i din hverdag. Min holdning er, at træningen skal være sjov, social og familievenlig – ellers kan omkostningerne blive alt for store. Min træning skal give mig glæde og aldrig konflikte med mit arbejds- og familieliv. Det råd efterlever jeg selv ved at træne tidseffektivt i et fitnesscenter, hvor jeg laver al min styrketræning, cykel- og løbetræning sammen med en masse andre triatleter. Udover at min træning bliver meget social, er den også ekstrem tidsbesparende, fordi jeg kan træne samme sted året rundt. Det er med andre ord meget let at skemalægge træningen.

Træningen i et fitnesscenter er samtidig meget Ironman relevant. Jeg kan fx gå direkte fra cykel til løb og dermed øve skiftezone og træne tolerancetærsklen for de muskulære og pulsmæssige forskelle mellem de to discipliner. Svømmetræningen laver jeg kun i våddragt. Om vinteren i svømmehal og om sommeren langs kysten. Jeg svømmer typisk 30 til 45 minutter om morgenen, inden jeg tager på arbejde, og efter arbejde cykler eller løber jeg gerne en til to timer. I weekenden cykler jeg to timer og løber derefter fem til 10 kilometer.
I det hele taget er ’effektiv’ og ’relevant’ kodeordene i mit eget træningsprogram, da jeg har et travlt arbejdsliv og en familie, jeg også gerne vil være sammen med.

Træn 15 timer om ugen og bliv Ironman

Når du skal i gang med din første Ironman, vil jeg anbefale, at du går i gang med træningen et år før din planlagte Ironman. Og som tommelfingerregel skal du lave en hel Ironman i løbet af en træningsuge, så du i løbet af en uge i alt svømmer 3,8 kilometer, cykler 180 kilometer og løber 42,2 kilometer. Hvis jeg skal omsætte det til timer, betyder det, at du skal træne mellem 15 og 20 timer om ugen. Her taler vi om målrettet træning og det forudsætter, at du lægger stille og roligt ud og træner din krop op til at tåle træningsmængderne. Samtidig skal du naturligvis også ændre dine spisevaner, så din krop kan yde optimalt.

Du kan selvfølgelig ikke undgå, at du til tider ikke orker træningen. Personligt er jeg meget opmærksom på, hvorfor jeg ikke gider træne. Det kan være en ud af tre: Manglende søvn, lavt blodsukker eller arbejdsstress. Hvis det er én af de to første, kan jeg godt overveje at skippe træningen, men arbejdspres er aldrig en gyldig grund i min bog. Husk også at involvere familie, venner og arbejde, da det kræver, at de også er indforstået med de ændringer og forandringer, der kommer i dit liv.

Din første Ironman handler ikke om en hurtig tid

Måske synes du, at min tilgang til Ironman er noget anderledes, end hvad du ellers har læst om. TriathlonHeroes og min tilgang til Ironman er også en anden, end den du fx møder i Triathlonklubber. Vi har en enorm nem tilgang til et svært emne: ”Med motiveret, planmæssig og relevant træning, kan alle gennemføre en Ironman”. Personligt fandt jeg det alt for intimiderende at træne i en triathlonklub, da der er meget fokus på hurtige tider og teknik. I min verden fjerner det fokus på det vigtige ved Ironman, nemlig den personlige forandringsproces.

Jeg vil derfor heller aldrig opfordre dig til at gennemføre en Ironman på en bestemt tid. Så bliver tiden nemlig altoverskyggende, og man glemmer at nyde den store oplevelse din Ironman kan være for dig selv og dine nærmeste. For mig er Ironman noget jeg deler med mine nærmeste.
Mine Ironman konkurrencer er blevet til ferieoplevelser for hele familien. Det er noget vi gennemfører sammen og bruger tid på.
Jeg har derfor altid tid til at stoppe op og kysse min datter og kæreste og hilse på min mor, når jeg laver Ironman.
Sammen glæder vi os til vores næste Ironman, oplevelserne og afslapningen bagefter.

Kort om Jacob Elkjær
Jacob Elkjær, Salgs- og Marketingdirektør i CapaSystems AS, er 39 år og har gennemført otte Ironman rundt omkring i verden. I 2010 skal han lave nummer 9, 10 og 11 bl.a. i Sydamerika. Han har gennem de sidste 16 år været løbetræner og spinning-instruktør i SATS, hvor han også har motiveret og guidet utallige jernmænd og kvinder.