Thomas Kam om Kalmar Triatlon 2008

MIN FØRSTE IRONMAN

Klokken er 04.50 og uret ringer. Det er tid til at loade de sidste kulhydrater i hotellets morgenbuffet. En spisesal fyldt med triathleter der sidder og skovler kæmpe portioner morgenmad i gabet. Jeg gør det samme. Stor portion müsli, 3 skiver hvidt brød, et stort glas mælk og en vitaminpille. Tilbage på værelset gør jeg mig klar, på med tri-dragten fra Fusion, den sidder perfekt. Sommerfuglene begynder så småt at melde deres ankomst i maven. Har jeg trænet nok, har jeg trænet rigtigt, hvad hvis noget går galt, tankerne flyver gennem hovedet. Der er 1.30 til start. Jeg tager tasken og min Argon 18 og går mod skiftezonen.

Jeg følges med Coach, han er overbevist om det kommer til at gå godt. Hans gode humør smitter af på mig, jeg kan ikke vente med at komme i gang. Nede ved tjeck-in summer det hele. Man kan tydeligt mærke energien og koncentrationen fra alle de andre athleter. Jeg finder min plads i skiftezonen og gør mine ting klar. På med våddragten og ned til startområdet. Jeg går ned og mærker vandet, hilser på nogle af de andre. Det er tydeligt at jeg ikke er den eneste der er nervøs for det der skal til at ske.

Fuld af selvtillid går jeg imod alle de råd jeg har fået, om ikke at starte i front af svømmefeltet. Jeg starter i 3. række fra startstregen, der står man meget tæt! Starten går, et inferno af arme og ben eksplodere i hovedet på mig, mirakuløst bliver jeg ikke slået eller sparket. Overalt er der arme og ben og jeg føler mig fanget i en blender fyldt med arme og ben tilsat en smule saltvand. Jeg finder hurtigt min rytme og et par hurtige ben at ligge bag. Første runde af svømningen forløber perfekt, jeg får kun slået briller lidt skæve lige inden vi skal op på stranden, så de sidste 100m svømmer jeg med vand i brillerne. Anden runde er om muligt mere kaotisk. Jeg ligger i en gruppe hvor alle svømmer lige hurtigt og der bliver ikke givet ved dørene. Brillerne bliver slået helt af og jeg må stoppe for at sætte dem på igen.

Jeg kommer op af vandet efter 1.11.48.
Ned i skiftezonen. Alt forløber perfekt og jeg skifter på 2min. Jeg kommer på cyklen og jeg finder lynhurtigt min rytme. Jeg overhæler hele tiden og jeg ligger nærmest ude på midten af vejen for ikke at drafte hele tiden. Ved vendepunktet er jeg nr. 57.

Så kommer regnen. Det jeg frygtede allermest. Jeg har ikke taget mine løse ærmer på, så jeg frygter at det nu bliver en kold tur, der er stadig 110 km tilbage. Men det er en lun sommer regn så det betyder ikke det store. Jeg begynder at se de første punkteringer og jeg krydser fingre for at det ikke sker for mig. I væskedepoterne drikker jeg kun cola. Det fungere perfekt og maven har det godt. Jeg for inhaleret et par energibars og føler på intet tidspunkt at jeg har disponeret forkert. På sidste omgang, sætter jeg tempoet lidt ned og oplever hvordan det føles at tisse i bukserne på en cykel med 38km/t.

Jeg kommer ind til skiftezonen efter en cykeltur på 4.48.51.
Igen et perfekt skifte på 2min.

Ude på løbet finder jeg lynhurtigt ud af hvorfor en ironman er så hård. Indtil nu har jeg haft masser af overskud, men efter bare 4km befinder jeg mig i et hav fyldt af smerte, alt i kroppen begynder at gøre ondt. Jeg løber første runde med den førende kvinde men hende må jeg slippe…satans!

Mit tempo falder markant på anden runde af løbet, benene kan bare ikke bevæge sig hurtigere, og jeg begynder at frygte for resten af turen. Igennem hele løbet har jeg besluttet mig for at gå igennem alle væskedepoter. Det fungerer faktisk meget godt, men på den sidste runde af løbet bliver jeg nød til at gå lidt ud af væskedepoterne, simpelthen for at nå at få min væske og energi, jeg fuldstændig brændt ud og kører seriøst på pumperne.

På de sidste 7km er der ikke mere i benene tempoet kan ikke blive højere, men jeg kan se på mit ur at jeg kommer under 10 timer næsten uanset hvor langsomt jeg løber. Det giver lige det sidste overskud og jeg beslutter mig for at løbe igennem de sidste 2 væskedepoter. 2km før mål kommer krampen i hele højre ben og den vil ikke forsvinde. Jeg bliver nød til at stoppe og strække ud. Jeg sætter i løb igen og klare mig i mål. Løbet bliver klaret i 3.46.34 lidt langsommere end forventet. Men da jeg er en notorisk dårlig løber er jeg egentlig meget godt tilfreds.

Jeg kommer i mål i tiden 9.51.11 meget træt og meget glad!
Min første ironman er gennemført! Jeg nåede mit mål som var under 10timer hvilket er super tilfredsstillende. Efter 1 år med seriøs træning er det bare den fedeste følelse at krydse stregen.

Hvad så nu? Jeg skal helt sikkert prøve igen. Et af de store løb i Europa eller USA. Der er dog nogle ting der skal forbedres kraftigt. Svømningen skal ned på omkring 1 time og løbet SKAL bare være bedre - Næste gang er målet under 9.30.

Gennemførte Ironman distancer

Thomas Kam Ringsted har indtil nu gennemført 4 Ironman distancer.
Kalmar Triatlon 2008, Nexelman 2009, Sövde triathlon 2009 og Silkeborg 1/2 IM 2009.

Fremtidige Ironman distancer

Thomas Kam Ringsted træner nu frem mod Zürich Ironman 2010 og Silverman Nevada 2010.

Ringsted om Ironman triatlon

Tri betyder frihed til at nedbryde de grænser man tror man har og som man sætter for sig selv.

Thomas Kam Ringsted om Rigshospitalet

Jeg er så heldig at lave noget som ligger mig meget på sinde. Nemlig at gøre det bedre for patienter der er operet for kræft.

CV for Thomas Kam Ringsted

Rigshospitalet	Forskning	2009-nu
Herlev SPL. Skole	Sygeplejerske	2005-nu